A TALE FROM THE PAST

 

Det, som først slog mig, var, at så mange mennesker der var ombord, skulle være på så beskedent område en boreplatform udgør, ikke fremkaldte spændinger af al tænkelig art. Mennesker fra hele verden mødte hinanden med venlighed og forståelse. De var alle kommet for at deltage i den samme jagt – jagten efter ”det sorte guld”.

 For mange år siden fandt man rige oliekilder I Texas og Oklahoma. I de seneste år er oliejagten også nået til Europa. Der har været boret efter olie og gas overalt i verden.

 

I 1958 gennembrød man fire mils grænsen. Det var verdens dybeste borehul 22.570 fod nåede man ned. Hullet blev boret efter det såkaldte roterende system, langt fra Drakes første boring i Amerika til vor tids moderne boreteknik. I dag er der næsten ingen grænser for, hvor dybt man kan komme ned til lands og på havet.

 

Der blev i Danmark lavet talrige prøveboringer. Denne søgning efter olie er nu også udstrakt til en del af Nordsøen og Skagerraks bund. Frømænd har været i arbejde på bunden af Nordsøen, og på grundlag af deres oplysninger og seismiske undersøgelser fandt man frem til en række steder, hvor der var mulighed for at finde olie. Der blev foretaget en række boringer, som viste gode resultater, og efter en del forhandlinger gik man i gang med de egentlige olieboringer.

 

Dansk Undergrunds Konsortium, der bestod af Gulf, konsortiets operatør for rederiet A.P. Møller og Shell samt for Nordsøens vedkommende af de danske afdelinger af Standard Olie og Texaco. Dette selskab blev dannet for at begrænse de økonomiske udgifter. Selskabet var rustet med de mest moderne hjælpemidler og havde en stab af højt kvalificerede eksperter inden for området. Dog havde man ingen garanti for, at der var olie under Nordsøens vande. Selskabet lejede boreplatform ”Explorer” af det Amerikanske bore-entreprenørfirma ” Zappata Off Shore ”. Platformen var konstrueret med henblik på de særlige vejr og bundforhold på Nordsøen.

 

Under højtryk arbejdede ” Mærsk Explorer”, som den nu hed. Boreriggen er et tårn med tre ben, konstrueret til at modstå de enorme kræfter, Nordsøen er i besiddelse af. I fiskerbyen Esbjerg var der oprettet forsyningskontor og lagerplads. To fartøjer sejlede i pendulfart mellem Esbjerg og boretårnet med friske forsyninger. Nu var jeg selv blevet en del af jagten på det sorte guld. Var med da ”Explorer” var på værft i Holland hvor alt skulle testes. Ikke en gang men utallige gange. Alt skulle være i top kvalitet. Vi blev derefter trukket ud til den første location, hvor vi skulle foretage første boring.

 

Pete the Roughneck var det navn, de gamle borefolk på Zappata Explorer gav mig. Det var en Jack-up rig midt ude i Nordsøen, bugseret fra USA til Danmark. Men første stop på vejen var som nævnt Holland, hvor vi skulle gøre boreplatformen klar til Nordsøen. Alt skulle testes. Da boreriggen var klar, skulle den prøve kræfter med den berygtede Nordsø.

Det er egentlig ikke til at forstå, at mennesker vil arbejde i olieindustrien som såkaldte oliebisser. Det er et hårdt, beskidt og farligt job ofte i en egn med et barsk klima, langt fra hjem og familie. På kolde steder, hvor der kan være koldt eller varmt som i en bageovn. På steder hvor der kun er sumpe i miles omkreds. Et usundt klima, eller på havet, hvor vind og vejr gør arbejdet næsten umuligt.

 

Det var nu mit job at bore efter olie, og sammen skulle vi bore et hul i undergrunden på det sted, geologerne havde udpeget efter en række undersøgelser. Fandt vi olie, var der en formue at hente. Men ingen kunne forudse, hvad der ville ske, når boret bed sig ned i undergrunden. At bore efter olie er et af verdens farligste job. Man kan vel sige et rigtigt job for mænd, ofte med livet som indsats. Drilleren (boreformanden) er den der har ansvaret for alt, hvad der sker på platformen. Han skal være opmærksom på borehastigheden og samtidig holde et skarpt øje med trykket fra undergrunden. Et fejltrin og tårnet med mandskab og maskiner kan ryge i luften. Og en brand på en borerig er livsfarlig.

 

Jeg kender til flere steder, hvor der er sket en katastrofe på en borerig. Mange mistede livet fordi der ikke var nogen steder at løbe hen. Man kunne vælge at springe over bord, men var man i et område med mange hajer var det ikke en fristende mulighed. Andre gange kunne der ske en undervands Blow out, og gas sivede op fra undergrunden. Et sådant uheld kunne medføre, bevirke at boreriggen med mand og mus ville forsvinde fra havoverfladen.

Vi var engang på vej ud til vores borerig, da vi fik meddelelse om, at der var sket en ulykke på en af boreriggene i området - og det var netop en undersøisk Blow Out. Da skibene nåede frem var det ikke andet end krusninger på vandet, hvor olieplatformen havde stået. Alle ombord var omkommet.

Min driller, ” Big Bad John” var en gammel rotte inden for faget og vidste alt om olieboringer. Han havde været på mange platforme, hvor en Blow-Out indtraf. Altid en katastrofe, der kunne får alvorlige følger, hvis den ikke kan standses. Vi var de første rigtige roughnecks i Danmark. Vores job var at blande boreslammet, og vi malede og bankede rust til den store guldmedalje. En uddannelse der gjorde, at man efterhånden steg i graderne.

Inden længe fik vi  danskere vores eget team. Som bestod af ……………navne…………….Vi var nu blevet opgraderet til Floorhand, og kunne nu kalde os selv ”Rougcnecks” (borebisser). Rougcneck er et slang for en person, hvis arbejde er hårdt arbejde, generelt i et højt farligt arbejdsområde. Udtrykket gælder i mange amerikanske Industrier, men mest omfatter firmaer der leverer udstyr til olieboring.

 

September.  En del af rejsen nedad var begyndt. Vi havde boret i 90 dage. Hvis der var olie, skulle vi snart få det at vide. Vi var nået ned til en dybde af 11.000 fod, så de første prøver skulle nu vise, om vi havde været heldige. Endnu havde vi ikke haft de store vanskeligheder. Arbejdet var gået planmæssigt op og ned i det uendelige med forlængelse af borerør og skift af borehoved – en operation der var nødvendigt ofte.

 

Der var ingen antydning  af olie i de prøver, der var blevet sendt ind, så vi måtte igen i gang med at borer. Når man borer efter olie, er det ikke megen tid til at tænke på familien derhjemme. Kun et par breve eller en kort telefonsamtale om ugen. Alt drejede sig om boringen, at komme ned i undergrunden var det eneste der betød noget. Man blev så vant til larmen fra de store maskiner, at man vågnede, når de stod stille et øjeblik.

 

Det er et hårdt liv at bore efter olie.  En ulykke kunne ske ved et øjebliks uopmærksomhed og få alvorlige følger. Et borerør havde sat sig fast, da det skulle forlænges, så det stod i en bue. Da drilleren løftede kranen op, slog røret ud til siden med voldsom kraft. Jeg stod tæt ved, og blev ramt på benet og hovedet, Slaget var så kraftigt, at jeg blev slynget tværs over dækket. Lige straks mærkede jeg ikke noget. Jeg var ”væk” og vågnede op med en kraftig hovedpine. Jeg var heldig, sagde de andre borefolk. Et rør med den vægt og de svingninger, det kunne opnå, kunne med lethed have dræbt alle i nærheden af borehullet. Havde jeg ikke haft min hardhat på ville kraniet være blevet smadret. Men heldet var med mig - det gik kun ud over benet.

 

 

Da jeg kiggede ned kunne jeg se, at knæskallen sad på indersiden af mit ben så jeg havde fået et slag på benet som havde flyttet knæskallen. Jeg blev båret ned til sygelokalet, fik nogle aspiriner, mens jeg ventede på et fly, der skulle transportere mig til hospitalet. Jeg fik skaden udbedret og var på arbejde igen efter et par dage hjemme.

 

Skete der en ulykke på platformen, var man oftest selv skyld i den.  Måske var det fordi vi stadig var ”grønne borefolk”, men vi ville vise de andre, at vi kunne arbejde hårdt. Og det kunne vi, selv om det kostede blod, sved og tårer.

Det er et hårdt liv at bore efter olie. Der er ikke meget at lave i fritiden, selv om firmaet havde givet os alle muligheder til at kunne hygge os i fritiden, men for de fleste var der ikke meget andet at lave end at sove, så man var  klar til den næste hårde dag.

Da vi startede på vores tørn var der gjort klart  til at skulle skifte borehoved. Det var et slid. Alle rør skulle hales op og skrues fra hinanden for hver 30 meter. Alle oliefolk ved, hvor hårdt dette arbejde er, og ingen kan lide det.

 

                                                                                                       VI FANDT OLIE, MEN…

 

Havet er en frygtelig modstander at slås med. Storme vanskeliggjorde arbejdet for at holde boret i gang. Vi skulle nedad og helst uden stop. Når vinden sang i rigningen, blev alt der ikke var surret fast, blæst overbord. Mandskabet der var på nej op eller ned i tårnet måtte hage sig godt fast for ikke at blive blæst over bord.

En sikkerhedshage og line sørgede for deres beskyttelse.  Den oktober nat var den værste, vi havde oplevet. Havet viste tænder og vinden spændte sejl i toppen af tårnet til bristepunktet. Rørene truede med at vælte, og regnen piskede os i ansigtet, så man dårligt kunne se noget. Vi begyndte at bore og kort efter skulle vi skifte borehoved. Da vi var på vej ud af hullet, indtraf  katastrofen.

 

Boret havde sat sig fast, og formationen var skredet sammen omkring borehovedet. Det var det værste der kunne ske, da det betød forsinkelse og stilstand i oliejagten. Vi prøvede på flere måder at får boret fri. Vi sled, men forgæves. Vi kunne simpelthen ikke få boret fri. Vi forsøgte endnu et par dage, men måtte opgive.  Selskabet besluttede sig for at kappe røret i 6.000 fods dybde. De godt 5.000 fod rør og drill-colors der var i dybet, så vi aldrig mere.

 

Der blev sendt bud efter eksperter, der skulle foretage bortsprængningen af røret. Der blev målt og foretaget prøver, inden man var klar. Med tre sprængninger var røret fri, og vi kunne hale ca. 6.000 fod rør op. Resten blev i dybet. Siden den dag, da boret satte sig fast, hvilede en forbandelse over borehullet.  Alt det arbejde, vi havde udført i de sidste måneder, var spildt. Det var et tab ikke alene i penge, men også tid. Omkring 9 millioner var gået tabt i løbet af sekunder.

Vi var nu ved at undersøge de formationer, der under boringen havde vist tegn på olie og gas. Der blev syret og perforeret i borehullet, og til sidst kom olien. Der blev samlet prøver, som blev sendt til Holland og København, for at få fastslået, om råolien var af så god kvalitet, at det kunne lønne sig at udvinde brønden.

 

Vi fik aldrig at vide, om der var olie eller og om i så fald den var af god kvalitet. Den 28. oktober blev vi forflyttet til en anden position. Fire store hollandske slæbebåde trak os til den nye position. Platformen kravlede langsomt op ad de tre ben, og snart var vi klar til at begynde forfra: få boret til at køre nedad. I snestorm og orkan, i frost eller varme, skulle vi på vores ensomme post på Nordsøen kun beskæftige os med at få boret til at bide sig fast i undergrunden og bringe den eftertragtede olie op.

Jeg blev i den mellemliggende tid forfremmet til driller, så nu lå vejen for mig åben til at kommer ud i den store vide verden og deltage i jagten på det sorte guld. Jeg fortsatte med at arbejde på Explorer nogle år endnu, inden jeg rejste til Borneo for at arbejde for Akva Drilling i Miri, Sarawak.