Borneo
.
IBAN folk var berygtede headhuntere så sent som 50 år siden, men har tilpasset den nye verden der er åbnet op med hensyn til turisme. De frygtede headhunters er nu blevet mobile mennesker og deres eksistensgrundlag er fiskeri, jagt og dyrkning af ris i Junglen. Andre arbejder i olieindustrien på en af de mange borerigger der er skudt op som paddehatte i det Det Sydkinesiske Hav.
Men for at vide hvor vi er, sådan rent geografisk. ligger Borneo også kaldt Kalimantan på indonesisk er den tredje største ø i verden og er beliggende nord for Java. Øen er delt mellem tre lande: Brunei, Indonesien og Malaysia. Ca. 73 % af øen er indonesisk område.
De malaysiske stater Sabah og Sarawak i det nordlige af øen. Den suveræne stat Brunei, som ligger på nordkysten, omfatter omkring 1 % af Borneos landområde. Borneo er hjemsted for en af de ældste regnskove i verden, sammen med Daintree Rainforest i Australien og Amazonas regnskoven som rækker tilbage gennem 40.000 år.
MIT HJEM I MIRI
Jeg arbejdede som borebisse i olieindustrien og boede i Miri, Sarawak i et område hvor de fleste expats bor. Var ansat til at bore efter olie for Sarawak Shell Berhad hvor jeg arbejdede i nogle år. Derved kom jeg ofte i nær kontakt med de mennesker der kom fra de omkringliggende longhouse. Mange af dem havde en tatovering på halsen og kroppen måske et tegn på mandighed.
Jeg fik også den store ære i at blive gudfar til en datter af en kinesisk familie. En familie der havde et stort indkøbscenter i centrum af Miri.
Det var også gennem dem at jeg kom i kontakt med en politibetjent. Som fortalte mig, at når jeg nu boede i Miri, var det så ikke en god ide at jeg fik et Balanesisk kørekort. Jeg skulle jo kun op til køreprøve, og det kunne jo være en oplevelse jeg ikke kunne lade gå fra mig.
Vi aftalte jeg skulle komme hen på politistationen den efterfølgende dag, så ville han sørge for, at det hele var klart. Jeg troppede op næste dag, og ud kom politibetjenten og hans assistent begge med et stort smil i ansigtet og betjenten, der hed Brothers, fortalte mig at jeg var en af de første udlændinge der skulle aflægge prøve til motorcykel kort.
Jeg kiggede på assistenten og i hans favn så jeg han havde ca. 10 mursten. Jeg undrede mig over hvad han skulle bruge dem til. Assistenten gik hen ad parkeringspladsen og for hver meter satte han en mursten på højkant.
Han forklarede mig så, at prøven bestod i at jeg skulle køre slangekørsel igennem murstenene og vende for enden og køre tilbage igen, og hvis jeg kunne det, uden at sætte foden på jorden, have jeg bestået testen. Jeg startede dyret op og kørte igennem uden at vælte nogen af murstenen og satte heller ikke foden på jorden.
Bagefter gik vi ind på stationen hvor han udfyldte en blanket hvorpå der stod at jeg havde bestået testen, og at jeg var godkendt til at få en balinesisk kørekort og her er det så.
Men der fulgte forpligtigelser med, når man nu havde fået et kørekort, og betjenten fortalte mig, at den eneste måde jeg kunne miste det igen var, hvis jeg kørte i bar overkrop igennem byen, uden på vejen udenfor byen var det ikke et problem, men i byen ville man ikke have det.
Man skulle vise respekt for byboerne, og som politibetjenten forklarede mig, var det en del af deres kultur.
Ombord på platformen var vi i gang med at flytte riggen til en anden location, så der var også tid til at vi også kunne slappe af med lidt fiskeri. Vi fiskede efter røde snapper, men det var ikke altid vi nåede at få fangsten omborg da en haj ofte kom susende og snappede vores fisk, der er nemlig mange hajer i farvandet.
Jeg kan huske at vore motormænd havde fået en fiskeline, som mente, kunne holde til de mange angreb på vores fisk af hajerne, men det viste sig, at selv om den var bundet forsvarlig omkring rælingen på riggen blev den trukket til havs af en af de store krabater der åbenbart fik krogen i sig. Det viste sig at være en hvalhaj. Så vi opgav fiskeriet og købte fremover vores fisk på det lokale marked.
JSarawak er et land med endeløse floder gør deres vej gennem tætte, dampende regnskove, og som er kendt som "The Land of the næsehornsfugle", opkaldt efter en majestætisk fugl menes af IBAN folk til at være en budbringer fra den åndelige verden. Fuglene er mest tydelig i ceremonier, overbevisninger og danse.
En By på stolper hvor der kan være op til 500 mennesker under samme tag I århundreder har de levet i fællesskab i langhuse ” By på stolpe ”. De mennesker der har været i kontakt med en Iban stamme kan ikke lade værd med at blive imponeret af den harmoni og generøsitet de lever i. Kriminalitet, skilsmisse, børne-misbrug og social sygdom er næsten uhørt.
En Perah floden taxa (pyton)
Det er de arbejdsheste i vandveje og suser langs floderne, der passerer under store, forhistoriske udseende elipinat træer klamrer sig til flodbredden med kæmpe rødder. Efter en bådtur på et par dage, men enkelte ophold undervejs kunne jeg i horisonten se det område hvor jeg ville tilbringe de næste mange måneder sammen med de frygtede hovedjæger. De mest tilgængelige landhuse er beliggende fra Skrang, Lemanak, Batang Ai og Rejang River områder, men at besøge dem involverer en bådtur gennem næsten uigennemtrængelig regnskov i en lang, tynd båd kaldes en Perahu og det var lige der jeg ville hen, så langt ind i jungle som muligt, væk fra bylivet og de larmende biler.
Varandaen er lige så lang som selve huset
De er et-etages boliger på stolpe med et tag af vævet sago palmeblade. Nogle langhuse rumme 500 mennesker, mens andre samfund er så små som et par dusin. Hver familie har sin egen dør – en dør til hver familie. Høvdingens værelse, ligger i midten af huset og er dekoreret med antikke menneskelige kranier.
En af de vigtigste rum som er et social center, strækker sig igennem hele længden af bygningen og familier lever i store rum ud til hver side. Der er stor respekt for hinandens rum og usynlige barrierer overholdes. De ældre kvinder passer børnene, mens de yngre tager sig af madlavningen.
Ofte se man kvinderne sprede rishøsten ud på store måtter udenfor huset, de skal tørres i solen. mændene arbejder med fiskenettet, eller laver nye pusterør og pile, som de ofte bruger på jagt.
Den tid jeg boede i langhuset vil jeg aldrig glemme, det er nogle utrolige mennesker og som udstråler en indre ro der gjorde dybt indtryk på mig. Fra at være de frygtede hovedjæger blev de til et driftigt samfund, en oase i junglen, hvor man kom til at forstå meningen med ordet Respekt og hvad det egentligt betyder..
